Hope – drengen der skal dø ….

 

Oplevelser kan man altid få. Men de oplevelser som sætter spor inden i, de hænger ikke på træerne. Her er en lille historie som virkelig har gjort indtryk på mig.

Jeg er netop lige landet fra Hyderabad i Indien. Klokken er 07:20, og jeg startede arbejde 19:00. En hel nats arbejde. Hårdt arbejde. Hyderabad er en hård flyvning, fuld af indere som rejser til England eller USA for at bo, besøge familie eller noget helt andet. De har 1000 stykker håndbagage og det hele er ekstremt hektisk – og så midt om natten. Vi flyver frem og tilbage, og ofte kæmpes der med at holde sig vågen. Idag skulle være anderledes.
I min briefing inden afgang, fik jeg besked om en speciel passager på 9E. Der var ingen nærmere info, udover at det var et barn som krævede ekstra ilt. Vi er så vandt til at have de her lidt specielle henvendelser ombord, så jeg studsede ikke mere over den. Boarding er helt klart det mest kritiske tidspunkt på en tur som Hyderabad. 384 passagerer som alle har 14 tasker af helt vanvittige størrelser. Jeg kampsvedte allerede 5 min efter vi startede, men så kom min lille indiske familie som skulle sidde på 9E. Mor, far, søn og så lille Hope. Ja, lad os kalde ham Hope. Jeg kan af gode grunde ikke skrive rigtige navne, så vi kalder ham Hope. Familien havde tusinde tasker, vogne, stativer osv osv. Jeg kunne lynhurtigt se at de havde brug for hjælp, og hurtigt faldt vi i snak. Familien var rejst hele vejen fra San Fransisco (16 timers flyvning), og skulle videre til Hyderabad. Hvorfor, kommer vi ind på lidt senere.

De var trætte, udmattede og ville bare snart gerne være fremme. Mor var typisk inder med alle de flotte ‘slå om’-kjoler og de mange guldsmykker og den røde prik i panden, hvor far var lidt mere ‘amerikansk’ og var helt sikkert grunden til at de nu er bosat i USA. Det er nemlig meget naturligt at Indere uddanner sig for herefter flytte til udlandet og slå sig ned. Med sig havde de Hopes storebror på måske 6 år, og så lille Hope som snart fylder 3. Hope kom i en autostol og lå og kiggede ud i luften. Helt sikkert forvirret over alle de mennesker, men også træt af den lange tur. Da han smilte til mig, smeltede jeg helt fuldstændigt. Jeg blev nysgerrig og satte mig for at tale med familien, selvom 380 andre mennesker var ved at mosle med alle taskerne og den konstante bytten rundt på sæderne. Jeg kunne ikke lade være. Jeg finder hurtigt ud af, at det er lille Hope som skal bruge Ilt undervejs. Han er nemlig syg. Meget syg. Man kan godt lidt se det, men primært på de skæve fingre, ben og hans sonde som forsyner ham med mad. Mor fortæller mig at Hope lider af en ekstremt sjælden knoglesygdom, og kan brække knogler hvis man bare rører ham en anelse for hårdt. Han har allerede gennemgået et hav af operationer og har f.eks opereret en stor stang metal ind i sit ben. Han kan ikke gå, tale ved jeg ikke om han kan, men hans øjne siger alt.

Han er helt frisk derinde. Hope har et stykke legetøj med fra sin lange flyvning, og jeg genkender det hurtigt. Det er nemlig Emirates legetøj. En af de der tavler som man skriver eller tegner på med en metal dims, hvorefter man kan viske det hele ude igen ved at swipe en ting fra side til side. Jeg tror alle ved hvad jeg mener.. måske! Mens Mor og Far fik bakset alle ting på plads, begynder jeg at tegne. Jeg tegner et lille hjerte, og spørger Hope om han kan se hvad det er. ‘Heart’ hvisker han helt stille. Jeg gør det samme igen. Denne gang en stjerne. Et hus. En flyvemaskine. Hver gang svarer han, smiler med sin lille mund og hans øjne stråler. Far fortæller at Hope er helt vildt med traktorer og andre bygnings maskiner, og hurtigt viser han mig Hopes store traktor. Jeg kan slet ikke stoppe med at ‘snakke’ med Hope. Han har det her glimt i øjet som jeg ikke kan beskrive. Jeg nusser hans arm, inden jeg finder ilt flasken som han skal tilsluttes under hele turen. Mens vi tilsluttet masken, åbner Hopes mor lidt op. De flyver til Hyderabad for at besøge Hopes bedsteforældre som han kun har set én gang før, da han lige blev født. De skal være i Indien i 3 måneder, og det bliver sidste gang de kan rejse i 5-6 år. Jeg tænker ikke mere over det. Men pludselig slår det mig. Hope er syg. Dødeligt syg. Det er bare et spørgsmål om tid, før han er så syg at en rejse ikke er mulig. Det kunne jeg slet ikke bære. Jeg kan se i øjnene på Hopes mor at det ikke er nemt at tale om, men hun åbnede selv op, og jeg lyttede. De kan ikke rejse tilbage til Indien igen før Hope er død. Barsk sandhed. Han er allerede syg og kræver megen hjælp, så de rejser for at sige farvel. Hope falder i søvn. Jeg skal tilbage til arbejde. Knokler hele turen med Hope i tankerne. Kan slet ikke klare tanken om at den her lille gut skal dø. Da vi er ved at lande, ser jeg at han igen er vågen. Jeg vil kramme og kysse ham, men den går jo ikke med fremmede børn. Han er så glad en dreng. Jeg får sagt farvel til Hopes forældre og storebror, og da de kommer trillende i autostolen hen til døren efter ankomst, må jeg lige få sagt farvel. Hope vinker. Jeg nusser hans kind og siger at han skal være stærk. Være en fighter. Hans far er så stolt over den her lille dreng. Hope smiler. Far siger ‘i promise’…

Hope er i Indien nu, og jeg vil aldrig nogensinde høre fra ham eller møde ham igen. Men han gjorde så enormt indtryk på mig, at jeg måtte skrive det ned.. Hvorfor egentligt? Jo. Det viser at man ikke skal dømme eller stemple folk. Alle har en baggrundshistorie og måske dét er grunden til at de vrisser lidt af dig, ikke helt forstår at de skal spænde bæltet eller måske skal have menuen læst op 14 gange før de forstår at det er kylling eller oksekød. Folk rejser af forskellige årsager, og flere af dem er måske ikke de bedste.
Vi skal være bedre til hinanden. Til at snakke. Og lytte. Alle har en historie. Og giv kærlighed. Vi skal sgu være bedre til at give kærlighed. Masser af kærlighed!

Og det var en lille bitte historie om Hope som jeg ville dele.. nu skal jeg i seng og sove hele dagen – og hold kæft hvor jeg glæder mig!

En lille Update på mit maj skema. Jeg har byttet lidt rundt, så min måned ser sådan her ud;

– Seoul, Sydkorea
– København
– København
– Calcutta, Indien (turnaround)
– København
– Seoul, Sydkorea
– München, Tyskland.
Havde lidt andre steder, men orkede dem ikke og så fik jeg dem byttet

 

ps. Vidste du at vi faktisk har bjerge i UAE? Ikke i Dubai, men i de fleste af de andre Emirater har vi faktisk bjerge – og endda somme tider med sne!