Brooklyn Bridge, New York. En by jeg aldrig får nok af.

HVAD SÅ?

Hold da op … Har ikke skrevet her i måneder, og har egentligt ikke noget svar på hvorfor.
Tænkte at det måske var på tide med en opdatering på livet, arbejdet og alt hvad jeg ellers foretager mig hernede i Dubai, men ikke mindst også på alle mine rejser. Så her kommer en lille opdatering, skrevet i Johannesburg, Sydafrika mens jeg drikker en flaske vin og spiser en dejlig bøf. Lol. ( er så senere blevet til 100 andre steder også, for hold kæft jeg har været længe om det)

Jeg runder nu snart 2 år og 6 måneder i Dubai, og har stadig ikke fortrudt et sekund af min beslutning. Det bliver aldrig nemt at være væk fra sin familie og venner hjemme, men når jeg tager det bort og tænker på alt det andet – så er jeg egentligt ret tilfreds og glad med hvad jeg laver. Jeg bliver hele tiden spurgt spørgsmålet ‘kommer du ikke snart hjem?’.. Nej, det tror jeg sgu egentlig ikke at jeg gør. Ikke sådan foreløbigt. At rejse verden rundt, har givet mig blod på tanden, og ikke mindst viden om, hvor fantastisk resten af verden er – og derfor skal jeg nok ikke tilbage sådan foreløbigt. Jo, Danmark er hvor jeg hører til, og måske også hvor jeg skal slå mig ned. Men smutter jeg hjem direkte fra Dubai? Dét ved jeg ikke. Tiden må vise hvad der er i planerne, men én ting er sikkert – det bliver ikke kedeligt.

Arbejde

Jeg arbejder og arbejder, og jobbet bliver ikke nemmere med tiden. Der sker en smule omrokeringer i øjeblikket, og dét påvirker selvfølgelig arbejdet også. Men kan jeg stadig lide arbejdet? JA, det kan jeg. Jeg lovede mig selv at smutte, hvis jeg nogensinde fik en dårlig dag, hvilket jeg ikke har haft endnu.

Jeg besøger hele tiden nye steder, og får hele tiden de vildeste oplevelser som jeg slet ikke havde turde forestille mig. Jeg besøger hele tiden nye destinationer og rejsemål, og det hele bekræfter mig bare i, at verden er så stor og fantastisk.

Efterhånden begynder jeg at besøge mine favorit destinationer en del mere, for man bliver sgu lidt træt på sin gamle dage. Jeg forsøger at få flest mulige københavner flyvninger, ture til Bangkok hvor jeg som regel får massage, lægebesøg eller en lille botox indsprøjtning, Jeg forsøger også at få flest mulige ture til USA, hvor flyvningerne er en del hårdere, men destinationerne er bare så den del bedre. Jeg har lige været heldig at have en weekend i San Fransisco med en kammerat på samme flyvning – og oplevelser som disse, gør egentligt at jeg ikke føler at jeg rent faktisk arbejder, men mere bare nyder min tid med mine venner. Hvilket jo ikke er helt slemt ;)

Obligatorisk billede med regnbuevæggen i Castro området i San Fransisco.

Ferie ….

Ja, jeg har også haft mulighed for lidt ferie. I juli fyldte jeg 28. (Ja, jeg ligner ikke 28.. sig det nu bare), og Ali inviterede mig 6 dage til Paris. Jeg har aldrig rigtigt synes om Paris, udover at jeg havde været der med en eks-kæreste et par dage, og et enkelt layover med DAT og et med mit nuværende arbejde. Byen har aldrig rigtigt sagt mig noget, men jeg tænkte at det måske var en mulighed at få et lidt bedre indblik i hvad byen har at tilbyde. Alt klappede rimelig godt, så en kammerat fra Dubai var flyttet tilbage til Paris permanet, men inden han ville flytte helt tilbage, skulle han rejse en måned. Så vi kunne bo i hans lejlighed, lidt midt i centrum af Paris. Bedre bliver det vist ikke. Ali havde forkælet mig med billetter til Beyonce & Jay-z i det enormt store Stade De France, og sammen med vores ven Monir, havde vi en helt uforglemmelig aften. Vi brugte en hel dag i begge Disney parker og sammen blev vi helt to små drenge igen. Jeg har været mange gange i både Disney og Universal parker rundt omkring i verden, men hver evig eneste gang, bliver jeg som et lille barn igen. Vejret sagde 30 grader fra en skyfri himmel, så jeg var rød som en krebs inden vi overhovedet fik frokost.

Vi var så heldige at være i Paris da finalen i fodbold blev spillet, og som I sikkert ved, vandt Frankrig jo. Aldrig har jeg set noget så sindssygt! Folk over alt i hele byen, fester, danser, fyrværkeri, synger og i det hele taget bare nyder deres sejr! Vi blev dog lige ‘gidsler’ i et lille angreb inden kampen, hvilket virkelig fik gjort os bange.

.. Ali og jeg ville have frokost i byen, og selvom alle medier frarådte alle folk at nærme sig Eiffel Tårnet, så fik jeg alligevel sat os på en fortovscafé lige ved siden af. Her var tusindvis af mennesker. Som ti-tusinder. Folk vadede frem og tilbage, stemningen var mindre kaotisk men samtidigt var folk utrolig spændte på den kommende finalekamp. Det var beregnet at mere end 2 millioner mennesker skulle samles omkring dette område, og vi havde allerede besluttet os at følge mediernes råd om ikke at befinde os i disse områder, da de var et ekstremt udsat område for ballade og eventuelle angreb. ‘Angreb’ som det skulle vise sig at vi endte mig i. Men vi nød vores frokost blandt alle de mange mange tusinde folk, hører vi pludselig tre gigantiske brag, som både kunne være skyderi, bomber eller noget helt andet. Folk begynder febrilsk at løbe for hvad der ligner deres liv, folk skriger og her er totalt panik. Restauranten er en klassisk Pariser restaurant med borde udenfor, store åbne gulv til loft vinduer og masser af pladser indenfor.

Her var fyldt, og også her begyndte panikken at brede sig. Folk gik helt panik og løb og skreg, og Ali og jeg fulgte instruktionerne fra ejeren af restauranten, løb indenfor og gemte os bag bardisken, lige ved siden af opvaskemaskinen. I mens forsøgte de at lukke alle vinduerne af, og låse alle døre – for vi var midt i hele det her kaos. Da der endelig kommer en smule ro på igen, kommer der to gigantiske brag – nu endnu tættere på. Det skaber fuldstændig panik i gaderne og ligeledes i restauranten. En del folk, inklusiv Ali og jeg, gemmer sig bag bardisken ved gulvet, men ejeren råber at alle skal kaste sig til jorden og søge dækning. Jeg lyver ikke. Her var totalt kaos. Ligesom en meget dårlig amerikansk folk, med borde som væltede over alt, mad og glas som smadrede og folk som skreg og græd. Alt imens jeg sidder på hug bag baren med Ali i hånden, uden at vide hvad der sker overhovedet. Ali er så bange at han nærmer sig et mindre panikanfald, og jeg forsøger at holde hovedet koldt, men ærlig talt troede jeg faktisk at jeg skulle dø. At der nu ville komme en mand stormende ind i området og skyde løs og slå os alle ihjel. Sådan virkede det hvert fald. Panikken er småt ved at blive lidt mere kontrolleret, og ejeren af restauranten låser en lille dør op i hjørnet, og beder folk, par efter par, at forlade restauranten, løbe så hurtigt man kan til nærmeste taxi eller tog, og tage tilbage til ens hotel. Ingen betalte deres regning og hele restauranten lignede en slagmark. Vi løb som jeg aldrig har set Ali løbe før, og endte langt oppe i en fjern bydel hvor vi endelig kunne slappe af – i hvad vi ville kalde sikkerhed. Efterfølgende fandt vi ud af at det hverken var en bombe eller pistol, men politiet som affyrede tåregas kanoner mod de mange tusinde mennesker. Heldigvis for det, men shit en dårlig oplevelse.

Vi så kampen fra en lille, fuldstændigt proppet cafe et stykke udenfor byen, hvor stemningen var helt fantastisk og lidt mindre kaotisk. Det er sjovt at folk kan forene sig om at se noget så simpelt som fodbold. Kampen havde jo en del mål, og hold kæft en stemning hver evig eneste gang Frankrig scorede. Biler dyttede, musik, folk på gaden osv osv. Helt umuligt at forklare, men det var noget jeg aldrig glemmer. Billedet her er taget lige efter Frankrig vandt og gaderne blev fyldte med feststemte mennesker.

Vi fik besøgt Louvre og en masse andre helt fantastiske steder, og havde alt i alt en vildt fantastisk ferie fuld af oplevelser. Jeg elsker at rejse med Ali, for vi er sgu et godt makkerpar. Vi møder altid nye mennesker rundt omkring, er ikke bange for at lave nye venskaber og i det hele taget er vi sgu et ret godt rejseteam.

En af de absolut varmeste dage jeg nogensinde har oplevet i Europa. Her foran Louvre.

Thailand

Thailand er også et sted hvor jeg virkelig nyder at rejse til. Både med arbejde, men også med mine venner. Jeg har været i både Phuket og Bangkok sååå mange gange efterhånden, og Bangkok er mit go-to sted når jeg har et par dage fri og ikke orker Dubai længere. Jeg har alle mine stemsteder allerede, og har rejse utallige af gange med både arbejde, Ali og andre venner. Denne gang var det min meget kære ven Majed som spurgte om jeg ville med. Majed er fra Abu Dhabi og havde et par dage fri fra arbejde, og hvorfor så ikke bruge disse i Bangkok. Dagene gik hurtigt på turen, og vi var heldige at møde mange kollegaer som var i byen på et layover, og alt i alt havde vi en af de bedste Bangkok ture jeg længe har haft. Vi gjorde vores sædvanlige shopping, spiste fantastisk mad og havde da vist også en fest eller to på programmet. Vi bor altid i Silom området når vi er i Bangkok, og denne gang havde Majed stået for at booke hotel, hvilket han egentligt gerne må gøre noget mere fremover – for dét var sgu lækkert! Jeg havde overrasket Majed med en oplevelse, og jeg havde booket os på en Thailands madlavningsskole. Noget som jeg kan anbefale ALLE at gøre. Hvor var det bare fedt! En lille gruppe af os fik nøje fortalt og forklaret hvad alle de forskellige ingredienser var, hvor de kom fra og hvad de betød for det Thailandske køkken. Første ret var en suppe, herefter lavede vi den klassiske Pad Thai, Massaman Curry og så selvfølgelig Mango Sticky Rice. Selve den curry paste til massaman var lavet helt fra bunden, ved at knuse tonsvis af ingredienser og hele oplevelsen var noget helt fantastisk – og hvilket måltid. Kommer du nogensinde til Thailand og har et par timer til overs – tag en tur på madlavningsskole. Jeg betalte cirka 200DKK per person, hvilket inkluderede ALT – inklusiv en tur på markedet for at finde de mest friske ingredienser, alt maden vi tilberedte og spiste og en fin kogebog til at tage med hjem.

Las Vegas & Los Angeles

Ja, ferier får jeg så rigeligt af. Men denne her var altså noget helt specielt. Fernando (som er min rigtig gode ven siden dag 1 i Dubai) og Ross (Som er min roommie) havde haft en lidt spontan idé om, at skulle til Las Vegas. Der var ikke langt fra ord til handling, så vi endte med at booke og planlægge en rejse, uden helt at vide hvilket præcise dage vi ville få fri. Heldigvis samarbejdede ferie-guderne, og vi fik alle fri de sammen dage – hvilket altså ikke er det letteste i et firma med 20.000 kabinepersonaler.

Vi startede rejsen med at tage vores egen Emirates flyvning direkte til Los Angeles. Her fik vi de sidste 3 sæder ombord (Standby livet er SÅ stressende skal jeg hilse at sige). Vi havde købt chokolade til vores kollegaer ombord, og det betaler sig altså altid godt. Vi ved hvor hårdt det er, at arbejde på en 16 timers lang flyvning – og denne gang skulle vi jo blot sove. Vi endte med at få snusket os til 6 sæder (to rækker), og bredte os godt ud, således at ingen andre kunne snige sig ind ved siden af os. Personalet på turen var helt vildt søde ved os. og da de fandt ud af at vi skulle fejre Ross 30-års fødselsdag, fik de revet champagnen frem.

Jeg har altid haft et talent for at organisere ting, og også denne tur havde drengene overladt til mig, bortset fra at vi selvfølgelig valgte hoteller sammen osv. Vel ankommet fik vi bakset os frem til biludlejningscentralen og var klar til at hente vores bestilte bil. Jeg havde blot bestilt en standard bil, for hvor meget fylder 3 drenge og et par kufferter lige? Lol – det fylder en helvedes masse skal jeg lige hilse at sige. Vi var alle helt smadret efter turen, og Ross som er et mindre luksus dyr, fik mig overtalt til at få opgraderet til en stor bil istedet. Så here we go, 3 bøsser i en stor 4×4 bil – allerede fyldt med bagage.

Vi skulle starte med 3 nætter i Los Angeles inden videre afgang mod Las Vegas, og her havde vi lejet en AirBnb i West Hollywood, som er kendt for at være et mekka for homoseksuelle. Fernando havde aldrig set de turistede ting i Los Angeles (han har ikke arbejds visum og har derfor ingen flyvninger til USA), men både Ross og jeg havde været i byen mange gange.

Huset var enormt. Helt perfekt for os. I gå-afstand til mange af de store attraktioner (læs: natklubber), og havde 3 separate værelser, så vi ikke skulle slås om hverken sengeplads eller dyner osv. Vi kørte forbi en ‘drug store’ for at handle lidt alcohol, og vel ankommet fik vi bællet de første drinks. Ingen tid at spilde.

Tiden i LA blev brugt med masser af god mad, vilde nætter på diverse dansegulve og tonsvis af grin. Vi har aldrig som sådan rejst sammen, men vi passede bare helt perfekt sammen. Vi havde på forhånd bestemt os for ikke at skulle spare. Der her var VORES ferie. Og vi skulle gøre lige hvad vi havde lyst til. Overraskende enige må jeg sige. Ikke eneste uenighed, og end ikke engang da Ross foreslår en Spray Tan session på en klinik vi kører forbi. Quick på google, book en tid og en time senere stod vi alle 3 i underbukser, i fuld færd med at blive gennemsprøjtet. (høhø) Ross gik MILD, jeg gik MEDIUM og Fernando skulle selvfølgelig gå DARK. Vi er alle 3 meget forskellige hudtyper allerede, men om ikke andet, endte vi alle tre orange. Som i orange som en appelsin. Jeg har aldrig i mit liv grinet så meget. Vi havde også glemt at det var tid til en lur, inden aftenens tur til dansegulvet. Så hjem med os, brede HVIDE håndklæder over alle vores mange sofaer og så ellers 3 orange bøsser liggende i underbukser, på langs af hele sofaen. Jeg har billeder, men dem skal jeg nok spare jer for. Men det var fandme et ømt syn. UberEats manden som kom med pizza, fik sig i hvert fald en oplevelse.

To meget orange drenge med en af deltagerne fra Rupaul :-)

 

Vi havde på forhånd ikke planlagt særligt meget, udover de klassiske turist attraktioner som vi klarede i de 30 graders varme vi havde. Sådan en dejlig sommer uge, hvis man kan sige det sådan. Vi havde sammen aftalt, at vi skulle tage dagene én efter én, og gøre lige hvad der faldt os ind. Så det blev til mange gode oplevelser, spontane drag shows og endda et ‘Escape room’ midt på hollywood boulevard som vi nær aldrig var kommet ud af.

Tiden flyver i godt selskab og det var blevet tid til check-out. Nu skulle vi mod hele turens højdepunkt – LAS VEGAS! Jeg var designated driver og skulle køre de godt 4 timer mod Las Vegas, men da det idag var Ross’s fødselsdag, tog vi den stille og roligt. Næsten i Las Vegas, kørte vi forbi et stort skilt med OUTLET MALL på motorvejen. Helt uden at sige noget, kiggede vi bare på hinanden og jeg kørte fra. Det skulle vise sig at blive en dyr fornøjelse.

Vel ankommet til Las Vegas. fyldte Ross jo 30, og hans mor havde arrangeret en overraskelse til ham og os. Hun havde bestilt balloner til vores suite og kage fra den kendte Cake Boss fra tv. En virkelig god start på 3 fantastiske dage i Las Vegas. Vi skulle have 3 overnatninger på The Palazzo  hotel. Vi havde booket en stor suite – for vi skulle jo fejre en fødselsdag! Hotellet var helt sindssygt. Aldrig har jeg set noget så stort og vildt, og det kommer altså fra én som til dagligt bor i Dubai hvor alt også er ret vildt.

Enten så kan man lide Las Vegas, ellers kan man ikke. Det hele er vildt og det kører i 5 gear hele tiden. Byen sover ALDRIG og der er altid noget at lave, et show at se eller et casino at spille på.

Vi havde en idé om de ting vi ville se og opleve, men præcis som i LA, havde vi aftalt at tage det hele sådan lidt dag til dag. Vejret var helt fantastisk og havde hvert fald rundet de 40 grader. Så tænker i nok at jeg da er vandt til varmen.. Jo, det er rigtigt nok. Men Ad hvor er det bare en helt anden form for varme. Som i at det brænder helt ind i sjælen når man rammer solen. Lol.

 

Vores hotel var 5 stjerner og havde 12 pools, mere end 30 forskellige restauranter og mindst ligeså mange barer. Vi nåede slet ikke at se halvdelen af det hele, for på hvert gadehjørne var et nyt hotel, med mindst ligeså mange attraktioner. De tre dage fløj afsted. Vi havde det SÅ sjovt og fik en masse oplevelser, drinks og en masse nye venner med i farten. Vi havde tidligt besluttet at vi gerne ville se et show. Både Mariah Carey og mange andre havde et show i disse dage, men vi ville sgu se strip. Der er jo det originale Chippendales show i Lad Vegas, og dét skulle vi sku. Hurtigt fik vi bestilt billetter og spændte (og alt for ædru) ankom vi til det hotel som skulle have showet. Vi kommer ind, og til vores store overraskelse er teateret virkelig lille. Som i måske 150-200 mennesker. Scenen er skræmmende tæt på, og her er fyldt med piger på polterabend osv osv. Her ender med kun at være halvt fyldt og vi er selvfølgelig de eneste drenge. Vi får slugt en drink (i en alt for pinlig souvenir kop) og er helt klar til showet. Vi havde læst at der var meget deltagelse fra publikum, men vi skulle blive overrasket. Showet starter og hold nu kæft en flok muskuløse mandfolk der stormede scenen. De var SÅ flotte at selv den mest heteroseksuelle mand med lidt respekt for ham selv, ville blive lidt våd i trussen. Igen – vi var de eneste drenge i hele salen, og det skulle vise sig at give opmærksomhed. Opmærksomhed som vi overhovedet ikke var fulde nok til at kapere. Muskelbundterne render ofte rundt i blandt publikum og giver lapdance, kærlige klap i numsen eller andre, lidt under bæltestedet oplevelser. Her kommer drengene altid forbi os og giver en lidt tvungen High Five, men midt i showet kommer det her brød ned til os, meget målrettet. Han krammer, High fiver og siger at det er fedt at vi er kommet. Og så bryder fanden løs. Guden (ja det kalder jeg ham lige), havde fandme udset sig mig til en dans. Nej ellers tak. Jeg tror min kulør i ansigtet eller nærmere hele kroppen, var mere rød end en Heinz tomat ketchup. Fandme om jeg skulle danse med ham. Nej tak. Det skulle jeg måske bare have gjort, for istedet vælger guden at give mig en lapdance. Lige dér – midt i det hele. Til meget stor fornøjelse for både Ross og Fernando, som begge så lidt skævt og nervøst til, for det kunne jo blive deres tur. ENDELIG stopper han. Egentligt ikke fordi at jeg ønsker det. Men mere fordi showet gik videre. Jeg skal sige jer én ting. Jeg er IKKE nem at gøre pinlig berørt. Jeg er ikke genert og er ret ligeglad med hvad folk tænker om mig eller hvad jeg gør. Men lige hér, var jeg så flov at jeg aller helst ville kravle under stolen og gemme mig for evigt. Som i at jeg aldrig ville vise mit tomatrøde ansigt mere. Jeg tror man skulle have været der. Jeg døde lidt, indeni. Se på billedet nedenunder og måske de fleste kvinder forstår.

Vi nød de sidste dage i Las Vegas, og snart var det tid til at sætte snuden mod Los Angeles igen. Vi havde booket et godt gammeldags motel på Hollywood Boulevard til den sidste dag, og vi skulle selvfølgelig feste en sidste gang. Der er altså et eller andet magisk omkring Los Angeles. Det er virkelig ‘The City of dreams’. Intet er umuligt og alle er i byen for at jagte deres drømme. Det kan for nogen godt blive en smule overfladisk, men jeg kan sgu godt lide det.

 

Snuden skulle vendes hjemad, og nøj hvor er det altså aldrig sjovt. Kufferterne var fyldt med nye indkøb, hovedet fyldt af nye indtryk og pengepungen tom for penge – præcis som det skal være efter sådan en tur. Vi blev enige om, at det havde været en sindssyg god tur og at dét skal vi altså gøre lidt mere i.

Hjemme igen fortsætter hverdagen igen. Arbejde, venner, sove, spise og alt hvad der nu hører en hverdag til. Jeg er nu i Houston, Texas i USA, mega jetlagged og ved knapt hvad dag det er, hvad klokken er eller hvor jeg er i verden. Men én ting er sikkert! Jeg er glad. Sådan helt ind til benet glad. Livet er fandme da en dejlig ting, er det ikke? Tag chancer, spring ud i det uvisse og nyd hvert et øjeblik. Så skal det hele nok gå.

 

Kys xx