En flyvning der skulle ændre en masse …

Godmorgen fra Dubai! Jeg har i nogle dage, tænkt meget over hvordan jeg skulle lave dette indlæg. Jeg har haft tusinde tanker omkring hvordan jeg skulle få budskabet ud bedst muligt, men jeg bliver sgu ikke klogere – så here we go!

 

Forleden havde jeg en flyvning til Jeddah, Saudi Arabien. Dem har vi mange af om dagen. Altså flyvninger til Saudi. Det er en kort tur og en af de ‘nemme’ ture du kan få. Der var dog en lidt underlig ting ved denne tur. Flynummeret var ikke et standard Emirates flynummer – hvert fald ikke et jeg havde set før. Jeg har ikke tidligere fløjet netop Jeddah, så tænkte at det nok bare var et tilfælde!

Jeg mødet op i briefingen omkring kl.7:20, vel forberedt på en travl dag som skulle ende omkring 17:30. Det er yderst sjældent at vi hr flyvninger som nærmest tilpasser sig et 9-16 job, så vi var alle glade og klar til en god dag.

Det skulle vise sig at være en flyvning jeg aldrig kommer til at glemme. Det var nemlig en speciel flyvning, kun med gæster der skulle til Mekka og udføre Umrah. Hvad fanden er Umrah tænker I? Ja det tænkte jeg også.

Kort fortalt er et en pilgrimsrejse. Ikke den obligatoriske som alle muslimer der er sunde og har råd til det, skal på. Men en frivillig pilgrimsrejse. Umrah betyder ‘to visit a populated place’.

Hele ritualet består af tre ting. Tawaf, som er ritualet hvor man får rundt om Kaaba 7 gange mod urets retning. (Kabaa er det mest hellige sted i hele verden for muslimer. Det er en bygning i midten af den meget hellige moske i Mekka.)

Næste ting er Sa’i. Hvilket betyder at man skal vandre 7 gange frem og tilbage mellem bjergene Safa & Marwah i en form for jagt på ‘Holy water’.. Der findes nemlig en meget speciel kilde med speciel historie for muslimerne.

Sidst men ikke mindst skal de udføre Halq eller taqsir som egentligt betyder at barbere håret af i en ofring for Gud. Mænd barberer ofte hele håret af, hvor kvinder kun skal  tage minimum én inch.

 

Hvor vil jeg hen med alt det her? Jo. Jeg vidste absolut intet af dette før jeg havde denne flyvning. Alt jeg vidste var at halvdelen kom ombord på flyvningen kun iført hvide håndklæder der var let slynget omkring kroppen.

Passagerne på en sådan flyvning har mange gange, aldrig været ombord på et fly før. De har sparet måske hele deres liv for denne rejse, og det betyder mere end deres eget liv for mane af dem. De har valgt at ville på denne pilgrimsrejse inden de dør, og mange rejse afsted selvom de er dødsyge – for mister de ganske enkelt livet undervejs, skete det i en god gerning.

Jeg blev sgu både rørt og chokeret over hvilke mennesker vi havde ombord. Primært var det pakistanske og indiske muslimer, men enkelte arabere var med også. Den passion de viste i deres øjne da de kom ombord. Måden de var så fokuseret på. De havde ét mål. Netop denne pilgrimsrejse. Min opgave var at underholde dem i 2 timer og 30 minutter, servere lidt mad og sørge for at de kom sikkert frem. Det skulle vise sig at blive både en opgave men også en oplevelse. Først og fremmest. Mange har aldrig set et fly før. Det er første og eneste gang de nogensinde kommer ombord på et fly, så de har ingen anelse om hvordan man gør basale ting som at spænde et bælte. At finde ud af at bruge videoskærmen foran dem er en by i Rusland. Det kommet vi slet ikke ind på. Atmosfæren under boardingen var noget helt specielt. Der var en summen af ro, men samtidigt kaos. Endelig var de kommet til sidste flyvning på deres rejse. Nemlig den endelig som skulle tage dem til Mekka. Glæden i deres øjne over at få serveret et varmt måltid mad og en kold Pepsi var helt speciel. At se dem sidde og kigge på den bakke mad som om de havde fået serveret 100.000kr, mens de spiser med fingrene var helt vildt sjovt. De vidste ganske enkelt ikke at der også var bestil på bakken – endda rigtigt bestik. Emirates bruger aldrig plastik. Haha. Ingen taler desuden særligt godt engelsk, så kommunikationen bliver noget med at simulere en kylling eller et lam (ja grin i bare), og fremvise samtlige drinks vi har ombord..

En time før landing skal vi lave en speciel briefing og igen en halv time før, og pludselig suser alle til toiletterne og tager hvad det mest minder om et brusebad. De slasker vand OVER ALT, gør sig rene og slynder sig alle ind i hvide håndklæder. Som i intet andet end hvide håndklæder. Kvinderne tager hvide tørklæder på og er klædt i helt neutrale farver. Pludselig bliver det alvor. Vi lander snart i byen de hele deres liv har ventet på at besøg. Hele flyet summer. Det bliver intens. Og her er grunden til at jeg blev så rørt. Flere var SÅ troende at de blev fysisk syge. En meget gammel mand startede med at hulke og græde helt hysterisk mens han bad bønnerne med hvad jeg tror var hans kone. For ham var øjeblikket virkelig kommet. En anden startede med at blive syg. Som i at han nærmest hostede sine lunger op, men hans halvgræd og kastede op. Endelig var vi altså fremme.

Min station ombord var tilfældigvis døren hvor alle forlod flyet fra, og aldrig har jeg set så spændte passagerer. Størstedelen af mændene gav mig hånden og gav mig bønner med på vejen. Deres måde at sige tak. Mange af de helt ældre kvinder bad mig bøje hovedet frem så de kunne velsigne mig ved at lægge hånd på mit hoved. Det gjorde mig sgu lidt rørt, hvilket jeg ikke havde set komme. Tænk at de velsignede mig, og ønskede mig alt godt i livet. Mig. En hvid dansker som ikke tror på en skid. Aldrig har gået frivilligt i kirke eller på nogen måde er troende. Det gjorde et sindssygt stort indtryk på mig. Kommunikationen var ikke eksisterende fordi vi ikke forstår hinanden, men det var klart at de alle gav mig ‘blessings’ med på vejen.

Puha, en oplevelse som helt klart har fået mig til at tænke. På hjemturen var det noget helt andet. Folk havde været afsted i knap to uger, alle havde et helt andet smil på læberne. De var velsignede. Havde udført ritualet og klaret sig. Desværre er det også en tur hvor rigtigt mange er syge, netop fordi de har ofret sig så meget at de måske ikke helt havde holdt til det. Men heldigvis var min tur fredelig og fyldt med dejligt glade gæster.

 

Hvorfor skriver jeg så om det her? Jo, jeg blev sgu rørt. Virkelig. Jeg anede ikke om noget Umrah. Jeg vidste om den ‘originale’ pilgrimsrejse, men altså ikke denne. Det påvirkede mig at se folk så troende. Tænk at du kan tro så meget på noget at du bliver fysisk syg! Det er et eller andet skræmmende men samtidigt smukt over det. Jeg er så glad for at Emirates giver mig de her chancer og viser mig hvor forskellige vi er i verden. Det hele handler ikke bare om den nyste iPhone og hvor mange penge man har i banken. Denne tur vil hvert fald være printet i mig for evigt. Specielt det at blive velsignet.