1 dag tilbage

Puha. 1 dag tilbage. Jeg kan slet ikke forstå det, når jeg tænker på min jobsamtale, helt tilbage i oktober! Jeg føler mig så skide heldig, og samtidigt er jeg virkelig nervøs. Jeg har altid haft hang til at kaste mig ud i underlige og vilde ting igennem tiderne, men dét her overgår vist det hele. For at sætte tal på hvor heldig jeg egentligt er, kommer her antallet af folk som søgte det her job i 2015. Emirates besøgte 69 lande og 196 forskellige byer. Totalt modtog Emirates 196.472 ansøgninger, i form af folk som mødte op til Open Day, og folk som indsendte en ansøgning. Af disse, ansatte de i 2015 ‘bare’ 5992 personer! TÆNK ENGANG! Jeg er blandt de knap 6000 personer, som alle er udvalgt ud af den store mængde mennesker!
Derfor føler jeg også en form for forventning til, at jeg simpelthen tager den her chance. Jeg springer lige ud i det, uden sikkerhedsnet eller nogen form for 100% plan for fremtiden. Jeg er så stolt over hvor jeg er kommet i mit liv. Livet har bestemt ikke altid været en dans på roser, og at jeg er i stand til at få et sådan job, kommer sikkert bag på en del folk. Men som andre folk også ved omkring mig, er at hvis jeg sætter mig noget i hovedet, skal jeg nok klare det. Og det gjorde jeg sgu! Puha. Nå, jamen altså 1 dag tilbage. Imorgen tager jeg toget 9:15 fra Aarhus, og O følger mig derover pga mine mange kufferter. 1 dag til afrejse, betyder også afsked med en masse folk. En masse folk jeg virkelig kommer til at savne.

Jeg sagde farvel og på gensyn til de fleste til min fest i lørdags, men min dejlige mor fyldte igår 50år, og jeg tog derfor hjem til Nordjylland for at fejre hende med familien. Vi havde en virkelig dejlig dag med de nærmeste, og min morfar med frue var også taget hele vejen fra Sverige for at fejre min mor. Vi havde en dejlig dag med masser af mad, kage og gode historier. Da vi skulle sige farvel, gik det op for mig hvad det egentligt er jeg skal. Jeg forlader alle de her dejlige mennesker, for noget jeg slet ikke ved om jeg kan lide. Jeg har ingen hjemrejsedato, og dét, blandet med uvisheden om Dubai, gør ærligt talt nok min familie lidt usikre på mine vegne. Det var virkelig svært at sige farvel, for jeg kunne se hvor meget det betød for min mor. Jeg bliver helt ked af det når jeg skriver det igen. Jeg kan, og det tror jeg ingen kan, klare tanken om at gøre sin familie kede af det. Jeg VED at de bakker mig op i mine drømme og tossede idéer, men jeg tror desværre aldrig at det bliver let. Jeg håber bare at de er stolte over mig, for jeg forsøger hver dag at leve livet som jeg ønsker det. Leve mine drømme ud, og være den bedste Mikkel jeg kan være.

På vejen hjem tog jeg forbi min søster, svoger,  niece og nevø. Det gjorde bestemt ikke det hele lettere. Min lille niece på 3, forstår godt at onkel skal rejse, og at det er langt væk. Men alt andet forstår hun ikke helt, og måske det mere er mig som bliver lidt ked af tanken om at jeg ikke er der til at se deres udvikling mens jeg er væk. Min lille nevø vokser og vokser, og der er ikke noget jeg hellere ville end at følge med i deres udvikling, men i den næste tid må det desværre klares over FaceTime!

I aften er det sidste aften hjemme med O, og jeg både glæder mig, men har samtidigt set frem til denne dag med en smule frygt. Vi skal grine, ud og spise, og hygge os hjemme som vi er så gode til! Men i baghovedet ligger også tanken om at jeg imorgen 9:15 tager toget væk. Væk, og ud i det uvisse. Dét giver mig mavepine. På en måde jeg slet ikke kan forklare. Som skrevet i tidligere indlæg, var det på ingen måde planen at jeg skulle finde en kæreste inden afrejse. Men jeg måtte simpelthen følge mit hjerte, og det ‘bøder’ jeg så for nu, hvis man kan sige det sådan. Vi har så mange gode og sjove fremtidsplaner som jeg glæder mig så meget til at leve ud i verden. Vi snakker også ofte om hvordan vi skal klare afstanden og måden vi skal ses på i det kommende år, og vi har lagt en plan. Heldigvis. Ellers ville jeg aldrig kunne klare det her. Jeg kan hver dag se frem til en bestemt tid hvor jeg ved at O besøger mig, og dét tror jeg er med til at holde os begge oppe. Første gang bliver allerede i Juni, og før jeg får set mig omkring i Dubai, står kalenderen på Juni og O skal hentes i lufthavnen. Jeg glæder mig allerede. Men først skal imorgen overstås. Det glæder jeg mig ikke til. <3