Emirates jobinterview

Det er meget populært i udlandet, at skrive om sine oplevelser med Emirates jobinterview. Det er nemlig ikke bare et hvilket som helst interview. Jeg vil i dette indlæg, fortælle lidt om mine oplevelser med samtalerne. Det er min egen personlige erfaring, og altså ikke nødvendigvis sådan alle samtaler foregår.

Emirates modtager hvert år over 200.000 ansøgninger. Folk fra hele verden drømmer om at arbejde for netop Emirates, og det er for nogle blevet en ‘sport’ at få jobbet. Flere prøver år efter år, og jeg kender til én som har prøvet hver 6. måned i over 4 år. Folk vil virkelig have det her job, og det kan virkelig mærkes!

Der findes to muligheder at søge job på hos Emirates. Enten udfylder man en online ansøgning som VIRKELIG mange andre også gør, og så håber man at de kalder en til samtale. I første omgang kalder de ind til en Assessment Day (forklaring følger). Hvis man ikke søger på den måde, kan man møde op til en Open Day.

I mit tilfælde, gik jeg til en open day. Disse afholdes rundt i hele verden, og fungerer egentligt som en åben casting. Her møder mange tusinde håbefulde op – alle med drømme om at arbejde for Emirates i Dubai. Her kommer en forklaring på hvad forskellen er på de to ansøgningsmuligheder:

Open Day:

Som sagt, fungerer denne dag fulstændig som en åben casting. Jeg læste online, hvilke ting man skulle forberede til en sådan samtale. Jeg skulle forberede et engelsk CV som ikke havde ‘huller’ på over 3 måneder, jeg skulle have et utal af pasbilleder med (pasbilleder hvor man smiler med tænderne), flere casual billeder i normalt hverdagstøj, flere billeder i jakkesæt, skolepapirer osv osv. En masse ting man skulle forberede, blot for at overhovedet blive taget i betragtning.

Jeg mødte op på det her meget fancy hotel en hverdagsmorgen, i mit stiveste puds og med nerverne helt ude på tøjet. Til min Open day, vil jeg tro vi var omkring 40 personer. Alle meget forskellige, og enkelte af dem var blevet inviteret til samtale, pga tidligere indsendte ansøgning online. Der var flere som var rejst lagt, inklusiv mig selv. Vi havde tyskere, danskere, svenskere, nordmænd, hollænder og enkelte hele vejen fra asien.

Vi bliver alle kaldt ind i lokalet, hvor vi bliver vist en video om jobbet, Dubai og hvilken livsstil det her egentligt er. I dén forbindelse, spørger personalet lidt rundt i lokalet, om vores tidligere erfaringer med selskabet, faget eller Dubai. Her byder alle lidt ind, og man kan tydeligt mærke at alle er virkelig nervøse. ALT kommunikation foregår på engelsk, og det viste sig at være en udfordring for flere. Kort herefter, bliver vi bedt om at registrerer os på en seddel, og personligt aflevere vores CV og bedste billeder til personalet. Her bliver man allerede bedømt, for det skulle vise sig at flere allerede blev valgt fra herefter. Vi blev nemlig alle tildelt et nummer, og efter en halv times ventetid, blev en seddel hængt på døren – alle hvis nummer fremgik af denne, var videre til næste runde.

Pyha – jeg var videre!

Vi får alle et tillykke, og beskeden om at vi nu var gået videre til Assessment day! I vores by var vi ikke så mange, så denne dag blev holdt i forlængelse af selve Open day. Men i andre lande, møder der flere gange over 1000 mennesker op til en sådan open day, og derfor er det egentligt bare et CV drop of, hvor man har få sekunder til at shine og bevise at man skal videre. Og så indkalder de ofte til en assessment day efterfølgende.

Men vi gik altså videre! Nu skulle vi alle placere os i en cirke af stole, i nummerorden. Alle blev paret 2 og 2, og fik udleveret et billede. Jeg fik et billede af en sovemaske. Nu skulle jeg finde en funktion til denne, som ikke var den åbenlyse – og præsentere den for alle i lokalet. Imens, gik personalet rundt, og fortsatte sit interview. Alle blev nemlig bedt om, meget hurtigt, at fortælle 3 ting om en selv, som ikke fremgår af ens CV. Samtidigt skulle alle bestå en højdetest. Det er nemlig et meget skrapt krav at alle skal kunne nå 212cm, på tæer. Den første pige blev kaldte til væggen, og forsøgte. Hun nåede kun liiige til stregen. Det var ikke nok, så hun fik et tak for forsøget – tak for idag. Altså hun blev sendt hjem. De første 3 piger blev alle sendt hjem, og det skabte en del nervøsitet iblandt resten af pigerne. Man fik også tjekket om man havde tatoveringer. Flere piger havde på ben, fødder eller i nakke bag håret – og det må man ikke. Så ligeledes blev det et farvel og tak.

Der røg en del i denne runde, og præcis som før blev vi sendt ud og senere blev dem der var gået videre, kaldt ind igen. Nu skulle vi bestå endnu en gruppeopgave.

Igen igen – sendt ud, og de som var videre, blev kaldt ind. Nu var vi måske 12 tilbage, og jeg blev sgu egentligt lidt stolt over mig selv, og samtidigt kunne jeg mærke at presset steg!

Vi skulle nu have en engelsk test. Det var en 1-times skriftelig engelsk test, som man skulle bestå. Den var hård, men efter testen viste det sig at kun én dumpede. Hun blev sendt hjem.

Videre med mig, og en sidste øvelse var en gruppe opgave, og vi var nu totalt 8 tilbage. Vi skulle forsvare en opgave vi sammen havde løst, foran personalet. Det var ret sjovt, og man lærte en del af gruppearbejdet – for vi alle ville bare det her så meget, så man lagde virkelig arbejde i det hele. Vi skulle hver enkelt argumentere overfor personalet, og fik virkelig testet vores skills i både stress og engelsk.

En enkelt pige blev sendt hjem herefter, og de resterende 7 blev kaldt ind igen.

TILLYKKE – vi var alle videre til Final Interviews. Vi skulle nu udfylde tonsvis af papirer, og jeg fik besked på at jeg skulle skaffe flere billeder i jakkesæt, hvor jeg skulle ‘posere’ på en hvis måde. Desuden var mit smil på pasbillederne ikke stort nok, så dem skulle jeg også fikse. Alt sammen til dagen efter, for her skulle vi nemlig have vores ‘rigtige’ jobsamtale.

Næste formiddag skulle jeg til mit livs samtale. Jeg var nummer 2 til samtalen, og mødte op på samme fine hotel, nu i et andet jakkesæt, og var klar til den store samtale. Samtalen varede omkring en time, hvor hun spurgte ind til alt jeg havde af erfaring med service, stillede meget præcise spørgsmål, og forventede helt klart præcise svar. Det var en af de sværeste samtaler jeg nogensinde har været til, og den sluttede med et ‘Mange tak – du hører fra os om 6 uger’.

De 6 uger gik, og nærmest på selve dagen, modtog jeg en mail om at min samtale var succesful, men at alle hold altså var fyldte til udgangen af året. Min samtale var i oktober, så det var altså lang ventetid. De ville vende tilbage når de kunne tilbyde mig et job.

Det blev december, og jeg fik endnu en mail. Nu var alle holdt fyldt til februar. Jeg var ved at dø af spænding hver gang der kom en mail – men denne gang var det altså heller ikke nogen ansættelse.

I februar ringede telefonen pludselig. Jeg var på vej i toget til København, fordi jeg skulle nemlig til Kina. Det var fra Emirates. Mit hjerte bankede, og hun kunne fortælle mig at hvis jeg havde lyst, kunne jeg flyve ned og starte 15/4! Det krævede dog at jeg skulle være hurtig til at udfylde en million rapporter, besøge læge, tandlæge osv. Jeg sagde ja – og nu er jeg sgu snart på vej til Dubai.

 

Jeg føler mig Så heldig. Tænkt at de har valgt mig, ud af over 200.000!!!!! De kunne i princippet sige at alle fra min open day ikke var egnede, og derfor ikke ansætte. Men næ nej – jeg fik sgu jobbet!

Jeg skal starte med en ret intensiv skole i Dubai, hvilket der selvfølgelig kommer flere indlæg om når jeg starter. Håber at det gav et lille indblik i det kæmpe store projekt det er, at komme i betragtning til et job i et af verdens bedste flyselskaber – Emirates! <3

Mens jeg skriver dette indlæg, sidder jeg og venter på et andet fly i Københavns lufthavn. Da jeg skulle trykke ‘udgiv’ på indlægget, kigger jeg ud af vinduet. Emirates store A380 lander lige foran vinduet … Tilfældigheder? :-)