3 år i ørkenen ..

Wow, så kunne jeg endelig finde lidt tid til at skrive igen. Lige nu er jeg på vej hjem fra Seattle, Washington. En lille flyvning på 14 timer, idag fløjet på en af vores nye Boeing 777. Helt fyldt selvfølgelig. 8 i første klasse, 42 i business og 310 i economy. Alt for hårdt arbejde, når man tænker på, at alle skal have serveret 3 varme måltider med tilhørende drikke. Ej at forglemme alle de snacks, frugt og drinks vi giver ud imellem måltiderne.

Nemt? Nej det skal jeg garantere for at det ikke er.

Ind imellem drømmer jeg mig tilbage til tiden hos Danish Air Transport og Jet Time, og alle de mange sindssygt fede oplevelser jeg har haft hos dem. Som f.eks da vi skulle flyve en privat kunde til Gabon i Vestafrika, og måtte mellemlande i en lille bitte militær lufthavn i Algeriet, hvor de sjældent ser fly og hvert fald ikke er fly klistret ind i Coca Cola logoer, som vores var på dette tidspunkt. 1 times kørsel til nærmeste hus, og her stod vi pludselig som ‘gidsler’ med tilbageholdte pas, alt for lidt brændstof i forhold til hvad vi havde betalt for, og en masse sprogvanskeligheder som alt bare var en stor pærevælling af rod. Men der er sgu ikke noget som en kasse med iskolde sodavand og lidt kontanter ikke kan hjælpe på, så afsted kom vi da mod Gabon.

Eller de mange ture hos Jet time med alverdens fodboldklubber, og f.eks turen med en europæisk top hold som havde bestilt Pasta med kødsovs (ja det er sgu rigtigt nok), og catering i lille bitte Molde lufthavn i Norge havde leveret plastik bakker istedet for ovnsikre – så da vi startede ovnen mens vi stadig var parkeret på jorden, smeltede hele lortet og vi måtte starte den helt store ‘brandslukning’ og venligt fortælle passagererne at vi da bare lige var ved at varme vores morgenmad op, så de skulle da ikke bekymre sig om deres pasta. Hold kæft et rod.

Eller hvad med de 7 dages layover jeg pludselig fik i Valencia, da en større bilproducent skulle lancere en ny bil, og operation sendte mig afsted på den lille 4 timers flyvning, hvor jeg endte med at være en hel uge i sydens sol. En del af dagene sammen med Carina, som faktisk også arbejder med mig i Dubai nu. Her endte vi på en super trashy bøssebar i den gamle bydel, og på en eller anden måde fandt en gruppe nye venner, som sidst på aftenen tog os til den vildeste natklub med både strippere, mænd i høje hæle og hvad der ellers hørte til der. For så ikke at kunne finde vej hjem til hotellet, fordi bykortet i lommerne var helt smadret.

Ak, så mange historier og sindssygt gode minder at tænke tilbage på.

Jeg har fået mindst ligeså mange gode minder og vanvittige oplevelser her i Dubai, hvor jeg netop har færdiggjort min første kontrakt på 3 år, og allerede har underskrevet en ny. Oplevelser som jeg for evigt vil kunne underholde familie og venner med, og når jeg en dag sidder gammel på plejehjem, altid kan huske til sige på. Forhåbentligt med et smil. For jeg er sgu glad for mit arbejde. Ikke sådan helt ind i hjertet agtigt glad, for det er jeg alt for langt væk fra min familie til at være, men sådan efter omstændighederne, virkelig virkelig glad.

Savnet til familie og venner derhjemme, bliver bestemt ikke nemmere med tiden. Det troede jeg ellers. Min søster har to fantastiske unger som bare bliver større og større, og hele tiden spørger, hvornår Onkel Mikkel kommer hjem. Min bedste veninde og hendes søn, føler jeg nærmest er helt teenager nu. Savner at være en del af deres hverdag og liv, hvilket jeg faktisk aldrig rigtigt har været endnu, men jeg trøster mig selv lidt med, at når jeg en dag flytter hjem igen, er de der jo stadig. Og vores bånd imellem, forsvinder jo aldrig.

Bedsteforældre bliver ikke ligefrem yngre, forældre heller ikke – og de fleste af vennerne, er i fast forhold, køber lejlighed, bliver gifte eller får børn. Og her er jeg så. På en flyver hjem til Dubai, uden at vide hvad jeg vil, skal eller gør egentligt. Alt jeg ved, er blot at de mange oplevelser og rejser jeg får i øjeblikket, aldrig ville kunne købes for penge – selv hvis jeg sparede sammen resten af livet. Så nu nyder jeg det. Fremtiden er usikker og helt sikkert uvis, men skal man egentligt have en klar plan for fremtiden? Ja jeg fylder godt nok snart 29, men det er vel ingen alder? Det fortæller jeg mig selv hvert fald. Jeg har, og vil altid nok være en smile rodløs, så måske det bare er sådan mit liv skal være? Ingen ved det, men hold kæft jeg stiller mig det spørgsmål mange gange.

Hvordan går det hele så? Jo, det går sgu da egentligt meget godt. Jeg arbejder stadig i economy og der er vist ikke udsigt til nogen opgradering i år, men det er desværre helt ude af mine hænder og jeg må bare vente til at det bliver min tur.

Så har jeg sgu fået mig en kæreste. Ja, det er sgu rigtigt nok. Første, sådan ‘rigtige’ kæreste siden jeg pakkede sydfrugterne og rejste til Mellemøsten.

Tænker at jeg ikke vil fortælle så meget om ham, andet end at han er ny kollega i firmaet (ja man kan vel godt lidt friskt kød…), kommer oprindeligt fra Letland/Rusland og er skide sød. Vi har allerede været i både København, Kuala Lumpur, Hong Kong og weekend tur til både Abu Dhabi og Ras Al Khaima sammen – hvilket jo helt klart er en fordel ved at date en kollega.

Jeg er også flyttet. Sådan til en sindssyg lækker prime location. Mega tæt på Marinaen, 23. sal med hvad en ejendomsmægler ville sælge som strand udsigt, gigantisk lejlighed og alt sammen helt perfekt. Og vi bor kun to der, istedet for 3 som de gør mange andre steder. Eller det skal så siges at jeg bor der helt alene, sådan lidt endnu. Min roommate fik pludselig nok af arbejdet, og sagde ret spontant op, og flyttede tilbage til Grækenland. Så den sidste måneds tid har jeg boet helt alene, hvilket har været helt vildt dejligt. Eller, de dage både kæresten og jeg har været i Dubai på samme tid, har han selvfølgelig ‘boet’ hos mig. Han bor nemlig sammen med alle de nye, ret øde ude i ørkenen.

Så, der var ikke så langt fra tanke til handling, og nu flytter han sgu ind. Ja, det er mega vildt, hurtigt, farligt og alt sammen lidt crazy – men for fanden. Hvor vi verden får jeg mulighed for at bo sammen med kæresten, med ALT betalt af firmaet, i en lejlighed som føltes helt som hjemme? Den chance får vi aldrig igen, og vi sprang til. Med lidt besvær, for der er rift om boligerne, og bedst som vi havde besluttet os for ikke at gøre det, kom muligheden for ham, og han ‘bookede’ værelset på vores portal. MEGA meget heldigt. Så nu prøver vi. Man er vel blevet helt voksen på sine gamle dage.

 

Arbejdet er som sådan same-same. Det er ikke så ofte at jeg får nye destinationer længere, for jeg har allerede været de fleste af stederne. Men så prøver jeg at besøge de steder som jeg virkelig godt kan lide, og som betyder noget for mig, en ekstra gang eller to. Derfor har jeg blandt andet, allerede haft Københavner turen mere end 30 gange.

Én ting er sikkert – hold kæft hvor bliver jeg gammel. Eller jeg føler mig gammel. Selvom jeg ihærdigt forsøger at holde det nede med et skud botox i ny og næ, så kan jeg virkelig godt mærke at jeg ikke er 20 mere. Hold nu kæft jeg er blevet en træt gammel mand.. Er det virkelig sådan man føler når man er gammel? For så gider jeg altså ikke!

 

Så fremtiden? Jo, den er sgu lidt usikker. Én ting er sikkert. Jeg har et fantastisk arbejde, får en masse oplevelser og så må vi se hvor det bærer hen. Lige nu, er jeg sgu egentligt ret glad!

Hvis i tænker at komme et smut forbi Dubai i fremtiden – sig endelig til! Jeg agerer gerne guide :)

 

… Mikkel