Nye eventyr pt. 1

Som flere nok ved, oprettede jeg i sin tid min blog for at kunne fortælle om mine oplevelser til venner og familie. I mellemtiden er der i visse måneder kommet tusindvis af andre læsere fra hele verden, og mange har spurgt om jeg ikke vil skrive på engelsk i stedet, så de nemmere kan læse uden at bruge Google translate. Det kommer ikke til at ske, for bloggen er udelukkende til at fortælle venner og familie hvad der sker i mit til tider hektiske liv, og ligeledes som en slags offentlig dagbog. Jeg skriver når jeg har lyst, og om præcis hvad jeg har lyst til, jeg vil ikke pakke noget ind, men samtidigt skriver jeg bestemt heller ikke alt jeg oplever. Bloggen er mit frirum, og heldigvis er det et sted jeg bestemmer. Om folk kan lide det eller ej, dømmer mig eller noget helt andet. Derfor skriver jeg også det her indlæg. Ikke fordi folk på nogen måde skal have ondt af mig eller tænke ‘åh hvor har han det hårdt’ – men blot for at fortælle at livet i Dubai heller ikke altid er en dans på roser. :)

De sidste to gange jeg har været i København, har jeg mødt både Julie og Theis som er venner der har været i mit liv i mange år efterhånden, og de har givet mig et lille skub udover kanten. Det er ikke sikkert at de selv er klar over det, men de har fået mig til at tænke en smule, hvilket absolut kun er godt.

Jeg har boet i Dubai i 6 måneder nu, og tiden er fløjet afsted og jeg har oplevet flere ting end mange andre måske oplever på 10 år. Jeg er så glad for mit valg om at tage herned, men må erkenende at jeg er træt. Jeg har alle dage været ekstremt dårlig til at passe på mig selv, i form af altid at sige ja, have 3-4 jobs på samme tid osv osv. Jeg har elsket hvert et minut af det hele, men forleden da jeg kom hjem fra København, måtte jeg erkende at jeg gik lidt i stå. Det gik op for mig at jeg kun af haft én eneste aften hjemme i min lejlighed siden jeg flyttede. Én aften på 6 måneder. Det er jo latterligt. Jeg har faret rundt for at opleve alle de ting jeg var bange for at gå glip af, mødt tusindvis af mennesker og i det hele taget sovet alt for lidt. Men jeg savner noget. Jeg savner min familie og de fantastiske venner jeg har derhjemme. Min søde mor som ringer på Skype næsten hver dag, min fantastiske søster som har givet mig de to sødeste guldklumper som jeg savner helt vildt. Jeg har et gammelt julekort fra dem stående på natbordet, som minder mig om hvor heldig jeg er. Hans Jacob som jeg har lavet åndssvage ting med i over 11 år, og som stadig elsker at sende mig idiotiske screenshots og små beskeder med sladder hjemmefra. Jeg savner min soulmate Cathrine og ‘onkels’ lille Carl-Emil som overhovedet ikke er lille mere, og som bare glæder sig til at besøge onkel i de varme lande. Savner dem allesammen, og jeg har haft så tralvt at jeg slet ikke har spekuleret over det. Hvert fald ikke nok, og det gav mig lidt dårlig samvittighed. Jeg ved at min familie og venner bakker mig 100% op i mit valg om at flytte, for de ved hvor stor en chance jeg har fået, og den kunne jeg ikke misse. Det har kostet en masse, og endda også mit forhold jeg havde med min kæreste hjemme.

DERFOR tog jeg en stor beslutning. Jeg skulle rive stikket ud og bare være mig. Helt alene, bare mig. Hvor jeg kan tænke, savne og røv kede mig – men samtidigt også tænke over hvor heldig jeg er at have det her liv og de fantastiske mennesker omkring mig. Og så skal jeg lære at slappe af. Derfor kom det som en gave at jeg kunne se 7 fridage på mit skema. 7 dage hvor jeg kunne gøre lige hvad jeg ville, og hvor  det mest oplagte ville være at tage hjem til Danmark. Men jeg ville simpelthen ikke kunne give folk det de vil have af mig, fordi mine tanker flyver i højeste gear. Så jeg bestilte sgu en ferie. En ferie til det uvisse, til et sted jeg ikke aner noget som helst om, helt på bar bund og langt langt væk hjemmefra.

Derfor skriver jeg dette indlæg fra lufthavnen i Manila, Filippinerne hvor jeg har 7 timers ventetid inden mit næste fly videre, som bliver efterfulgt af en tur i båd. Målet er Boracay. En lille Filippinsk ø som kun er 1 km bred og 7 km lang. Her skal jeg bare være mig. Helt alene, uden nogen der kan forstyrre mig, og hvor der ikke er titusinde ting at foretage sig som i Dubai.

Så da jeg landede 5:15 i Dubai fra Sydafrika, skyndte jeg mig ud i bilen, hjem i lejligheden for at pakke, og afsted i taxi mod lufthavnen. Flyet til Manila afgik 9:20 og det var min plan at jeg skulle nå det. Jeg rejser på billige billetter, hvilket betyder at jeg kun kommer med hvis der er plads. Det er altid med nerverne udenpå tøjet at man møder op ved disken og får svar på om der er et sæde eller ej. Heldigvis var der plads, og jeg tog 2 indslumrings piller og sov 6 ud af de 8 1/2 timers flyvetid. Missede både take-off, de gratis drinks og den gode mad.  Helt forvirret vågnede jeg og fik set en film, og pludselig var vi fremme i Manila. Vi flyver dagligt til Manila to gange, men har aldrig før været her. Det eneste jeg ved om Filippinerne er deres fuldstændigt fantastiske mennesker. Jeg har ALDRIG mødt så dejligt et folkefærd. Uanset om de har arbejder i 100 timer, ikke har sovet i en uge og konen lige er skredet – så smiler de og er de mest dejlige mennesker jeg nogensinde har mødt. Der er tusindvis af dem i Dubai, som primært arbejder i servicebranchen, på restauranter, caféer og som maids hos familier. Derfor endte det med at jeg skulle rejse dertil. Lidt tilfældigt, for jeg spurgte folk på Facebook efter tips, og min gamle ven Mikkel, skrev hurtigt at jeg selvfølgelig skulle til Boracay. Han havde været der og havde fået en skide god oplevelse, så det anbefalede han mig. Det tog mig lige præcis 30 minutter, og så var rejsen bestilt. Jeg anede ikke om det passede med fly eller noget som helst, men jeg fik googlet mig lidt frem, og endte med at bestille et hotel ganske kort fra stranden, et fly ned Emirates og et ydeligere fly med et lille lokalt firma.

Så her sidder jeg. Meget langt hjemmefra, i lufthavnen i Manila. Her skal jeg sidde i sammenlagt 7 timer, fordi flyafgangene ikke passede så godt sammen. Men humøret er højt, og fik mig en times massage i SPAet i terminalen, så alt er godt.

 

Jeg glæder mig. Glæder mig til at lave absolut ingenting. ❤️

Hvad og hvor er Boracay?
Boracay er en lille bitte ø som ligger 315km syd fra storbyen Manila, og kun 2 km fra tippen af Panay Island som er en del af Western Visayas regionen af Filippinerne. Øen har vundet utallige priser for at være ‘Best Island of relaxation’, og i 2012 kårede magasinet Travel + Leisure øen til at være verdens bedste ø.
Øen startede med kun 100 indbyggere som alle levede af at dyrke ris og for at avle geder. Øen er en del af Aklan provinsen som i 1956 blev selvstændig provins. Omkring år 1900 rejste Sofia Gonzales Tirol og hendes mand Lamberto Hontiveros til øen for at plante kokosnødder, frugttræer og generelt grønt på øen. Andre fulgte efter, og heraf kom de første egentlige beboere på øen. I starten af 1970 startede turismen, på grund af de smukke billeder herfra i filmen Too Late The Hero som blev optaget i samme årrække. Fra 1980 blev øen populær for ryksækrejsende på grund af de ekstremt billige priser, og i 1990 og frem, vandt øen utallige priser for verdens bedste. Øen er kun 1 km bred og 7 km lang, og eneste mulighed at komme hertil er via de mange små både. I 2010 havde øen lidt over 28.000 indbyggere.

 

Endelig ankom jeg som sagt til Manila hvor jeg skulle vente 7 timer på mit næste fly til Caticlan med Cebu Pacific Air. Det skulle vide sig at tiden fløj afsted, og jeg nød virkelig at være bare mig. Kedede mig slet ikke, og da telefonen løb tør for strøm, tog jeg bare bogen frem – og vupti, så var 7 timer gået. Jeg blev fragtet mellem terminalerne i en lille bil de havde i lufthavnen, og da jeg kom frem til indenrigs skulle det vise sig at jeg skulle flyve ATR72-500 til Caticlan. Præcis samme maskiner fløj vi for SAS da jeg var ansat i Jet Time, og det var en af de bedste tider jeg har haft rent jobmæssigt, så det bragte minder tilbage.
Det er sjovt at se hvor anderledes flyselskaber bliver drevet rundt i verden. Hos Cebu Pacific er uniformen blot jeans, en skrig gul polo og en sommerhat. Ikke noget fancy og ikke noget med slips og nystrøget skjorter.
De flyver stort set en afgang hver anden time, og da afgangen inden min var aflyst, endte flyets 60 pladser med at blive fyldt helt op. Jeg er sikker på at hvis et større fly kunne lande på øen, havde de fløjet med fyldte fly hele tiden. Boracay er nemlig blevet meget populær, efter de i 2012 fik tildelt verdens bedste ferieø.
Caticlan lufthavn (Godofredo P. Ramos Airport) er en virkelig lille lufthavn, og fordi de har en ekstremt kort landingsbane og der er små forhindringer på vejen, kan kun små fly lande der. Men alligevel formåede de at få hele 761.961 passagerer igennem lufthavnen i 2008. Der er én check-in skranke, ét bagagebånd og ikke noget med told eller stor sikkerhed – når du lander er der blot en lille skydedør imellem dig og den anden side af lufthavnen. Fra lufthavnen skal man videre til havnen. Det er kun 5 minutters kørsel i en form for tuktuk, som koster blot 7,-.

Jeg sprang ombord, uden egentligt at vide hvor den kørte hen. Jeg havde ikke planlagt en masse hjemmefra som jeg ellers ville have gjort – jeg ville blot tage tingene som de kom. Velankommet til den lille havn med en million lokale som fik samme idé om at tage en båd, skulle jeg fikse en billet, betale afgifter til staten, miljøet osv, og langt om længe kunne jeg tage mine to små tasker og min hovedpude, og begynde at bevæge mig ned mod bådene. Det er tydeligt at de IKKE er lavet til folk med bagage. Det er helt små både, og de hjælper gerne med taskerne hvis du har stort bagage, men det er tydeligt at det er lavet for folk som rejser med rygsæk. Jeg fik kæmpet mig ombord på den lille båd med plads til 34 gæster, og på med redningsvesten, for nu gik det stærkt. Små 15 minutter senere, ankom jeg til den her frodige ø med palmer over alt. Jeg havde overhovedet ikke nogen idé om hvor jeg ankom på øen, udover at den er inddelt i station 1, 2 og 3 – men det lignede altså ikke det fra billederne fra Google. Så mig ud, ind i endnu en tuktuk og så viste det sig at turen til mit hotel var en lille halv time derfra. Prisen 21,-. Jeg troede ikke mine egne øjne på turen, for hvilken slum vi kørte forbi. Igen, jeg havde kun set billeder fra Google, og det var intet af det jeg havde set. Velankommet til området med hotellet som mest af alt lignede en byggeplads, skulle jeg gå de sidste 200 meter ind til hotellet. Vejret var fantastisk. Sol fra en skyfri himmel og masser af varme. Som i virkelig varmt. Hotellet stod ligeså fint gemt godt bag byggerodet og en dyrelæge med en masse hunde, og desværre var det alt for tidligt til at få mit værelse, så jeg måtte fint plante mit skidt på hotellet og tage ud på oplevelser. Hotellet er et lille hotel med kun 7 værelser, og de forsøge at være miljøvenlige i alt hvad de gør – netop for at bevare Boacays smukke natur. Klokken var kun omkring 09.00 og jeg havde været vågen hele natten, men ud skulle jeg. Jeg gik små 300 meter og pludselig kunne jeg se vand. Jeg fortsatte og kom ned til det mest fantastiske syn jeg nogensinde havde set. Som i nogensinde. Jeg har rejst stort set over alt i verden efterhånden, men den her strand er det smukkeste jeg nogensinde har set.
4 kilometer med kridhvidt puddersand, og krystalblåt vand så langt øjet kunne se. Og slet ingen mennesker. Tænk – her skulle jeg tilbringe 4 nætter helt alene. Jeg spiste lidt frokost, vadede rundt i varmen i hvad der følte som en evighed, tilbage til hotellet for strøm på telefonen, ud på stranden igen, glemte mine penge, tilbage til hotellet og videre til byen for at spise frokost. Alt sammen med udsigt til den her fantastiske strand. Jeg ville få værelset kl. 14, og ville lige have en massage inden. Det skulle vise sig at være spild af penge, for jeg snorksov hele tiden og vågnede kun da den lille dame surt forlangte penge.. Mon hun overhovedet gav massage? Jeg gik en lille aftentur langs stranden som endte med at blive hele 8 kilometer. Hjem i seng. Sikke en dag. Alle de indtryk.

Jeg har ikke lavet planer for de resterende dage. Idag, dag 2, er vejret en smule dårligere med halvoverskyet og vind. De har endda sent varsel for kraftig storm, men den er altså ikke kommet endnu. Jeg startede morgenen på en morgenmads restaurant med pandekager og æg, og kom i snak med en middelaldrene herre ved bordet ved siden af mig. Han rejste også alene, var nok omkring de 40 og kom fra England. Han skulle rejse 4 uger. Der beundrede jeg ham lidt for. Jeg elsker at være her alene, men 4 uger ville sgu nok lige blive i overkanten. Jeg tog efterfølgende en tuktuk til Puka Beach som ligger modsat af øen, og her ligger jeg nu og er tvunget til at lyttet til U2. Mit simkort med internet jeg købte igår, har slet ingen signal herude = ingen Spotify! Stranden er helt ødet pga det halvdårlige vejr, men jeg nyder bare at ligge, selvom jeg måske selv ville have valgt noget andet musik..

Jeg ankom tilbage på hotellet, og kunne mærke at vejret blev en del mere aggressivt. Jeg vidste på forhånd at det var regnsæson og med mulighed for tyfoner, men da jeg ankom var vejret jo bare så skønt. Jeg tænkte for første gang tv’et, og CNN Philippino fortalte at en meget alvorlig tyfon var på vej mod Filippinerne. Det var varsel ‘RØD’ i kategori 5, hvilket er den stærkeste tyfon man kan opleve sådan rent forudsigeligt. Den skulle ramme hårdest på nordsiden af Filippinerne, og altså 350km fra hver jeg er. Alligevel advarede tv om at alle i Filippinerne skulle befærde sig med sikkerhed, og passe på hvis man skulle begive sig ud. Jeg tog en middagslur og summede i sengen hele aftenen, indtil jeg ville gå til byen for at spise, det skulle jeg så aldrig have gjort. Vejret var så aggressivt, og da jeg var kommet halvvejs begyndte det at regne ret kraftigt. Jeg blev drivvåd på sekunder, og havde svært ved at stå stille på grund af den kraftige vind, så gode råd vare ‘dyre’, og jeg sprang drivvåd ind i den første spa jeg kunne finde og bestilte mig en times massage. Det koster under 50,- så det er ikke ligefrem her budgettet bliver sprunget. Efterfølgende var det stoppet med at regne, så jeg begav mig længere ned af Strandvejen med restauranter, for jeg skulle altså have noget mad. Klokken var 23:00 og vejret blev skidt igen. Rent ud sagt, så pissede det ned og blæsende en pelikan. Jeg havde ikke rigtigt andet valg end at løbe til nærmeste åbne sted, og det viste sig at være pizza hut. Helt perfekt. Jeg hapsede en pizza, svingede forbi kiosken og tog mig en tuktuk tilbage til hotellet. Jeg sov elendigt, for væggene i det her lille hotel er ikke just de bedste, så jeg kan høre når selv den mindste kat bevæger sig udenfor.

Så, 03:00 kunne jeg ikke sove mere og måtte ligge og kigge dårlige youtube videoer, lige indtil strømmen gik. Som i at strømmen gik i hele byen, sekunder efter kunne man høre de mange nødgeneratorer starte, men den vi har på hotellet virker selvfølgelig ikke.
Op med mig, ud i regnen og ned for at finde noget morgenmad. Det er tydeligt at se at byen er vandt til dårligt vejr i den her sæson. Når man går på stranden om morgenen, er vandet helt utroligt lavt og der er en enorm strand. Går man samme sted om natten, rammer vandet helt op til restauranterne i kanten. Mange steder har de endda bygget store læhegn som skal hjælpe både for vandmasserne og selvfølgelig også får vinden. Kommer strømmen igen? Det ved jeg ikke. Spurgte i receptionen hvad man kunne lave når der var dårligt vejr, og hun grinte bare og sagde at jeg skulle blive på mit værelse og se en god film. Og så skulle jeg komme tilbage i en bedre sæson. Nå, ja, men det gør jeg da bare så. Jeg havde ellers planlagt mange små ture jeg skulle på, men alle jeg møder beder mig altså bare blive på hotellet, kun afbrudt af små ture ude for at spise. Så bliver spørgsmålet bare om jeg kan rejse hjem igen lørdag? Bådene er indtil videre indstillet og lufthavnen er ekstremt vindfølsom, så jeg krydser fingre for at det hele nok skal gå. Hygger mig, dét gør jeg hvert fald.

For lige at opsummere hvad resten af ugen er blevet brugt på, kan jeg blot fortælle at jeg har slappet af. Jeg har ingen mennesker mødt (selvom Tinder er eksploderet med små asiatere), jeg har fået massage op til flere gange om dagen, spist god mad og gået virke lange ture rundt i området. Den ene dag regnede det konstant, så jeg snoozede i sengen. Lige hvad jeg havde brug for,

Idag er sidste dag på Boracay og jeg rejser videre til Manila imorgen. Vejret har været helt fantastisk idag, og jeg har endda fået mig en lille solskoldning. Så er alt som det plejer at være når de blege danskere tager på tur.

Alle billeder er taget med iPhone 7 Plus.